Quantcast
Channel: Yndlingsplanter – Helt hen i haven
Viewing all 28 articles
Browse latest View live

Endelig primula tid i haven

$
0
0

Primula denticulata-16

Havens mange forskellige Primula arter og sorter er i fuld gang med at sprede forårsstemning derude. En af mine klare favoritter er den hvide kugleprimula, Primula denticulata, der er nabo til påskeklokker og et væld af løgspirer, der myldrer frem gennem laget af visne blade. Det er da forår for alle pengene :-)

Primula vulgaris-16

Under det gamle, opstammede piletræ er der gang i de “rigtige” primula’er. Det er storblomstret kodriver, Primula vulgaris, i mere eller mindre vild tilstand. De findes også vildtvoksende, men de her nu nok blevet plantet her i haven engang, og jeg har selv suppleret med flere fra tidligere års krukker. Det er kun de sart gule som de vildtvoksende, der bliver plantet under pilen, hvor skovbundsstemningen skal være intakt.

Primula-33

Der er mange flere af de dejlige forårsbebudere på vej, så her i haven strækker primulasæsonen sig over en lang periode. De næste ser ud til at blive de ualmindeligt søde, sart lyserøde, dobbeltblomstrede sorter. Primula ‘Romance’ hedder de. Blomsterne ligner næsten små roser både i knopstadiet, og når de er sprunget ud.



Tyvstart på akeleje sæsonen

$
0
0

Akelejekrukker-1

Havens mange akelejer, Aquilegia, står med fine friske skud i jordoverfladen, og det er svært at lade være med at trække i dem for at få dem til at blomstre i en fart. Heldigvis kan man snyde lidt, for det er muligt at få akelejer i blomst i butikkerne allerede nu. De er super søde krukkeplanter sammen med andre forårsblomster i bløde gule og teglrøde nuancer. Selv Skimmia’en fra jul får nyt liv i sådan en forårsgruppering, der har fået tildelt det luneste hjørne af terrassen.

Aquilegia-38

Akelejen er og bliver en af mine yndlingsplanter med de tidlige og helt særlige blomster, der ikke kan forveksles med nogen andre. Der findes et hav af variationer og fantastiske farvekombinationer, men den todelte blomst med en indre og en ydre krans af kronblade og lange sporer, der giver ekstra elegance, går man ikke fejl af.

Aquilegia-39

Her i haven er der rigtig mange akelejer, for hvert forår bliver der plantet akelejer i krukkerne, og de bliver siden plantet ud i haven, når sommerblomsterne kræver deres plads. Desuden er akelejer rigtig gode til at så sig selv, så de gratis planter dukker op alle vegne og må luges eller flyttes der, hvor det er knapt så belejligt. Men de fleste får nu lov at stå.


Hasselbror afløser troldnød

$
0
0

Corylopsis pauciflora-20

Hasselbror, Corylopsis pauciflora, er sprunget ud. Her i haven er det et af årstidens højdepunkter, for forårsstemningen når nye højder, når de fine, sart gule blomster dingler fra de nøgne grene.

Corylopsis pauciflora-21

Hasselbror er hverken bror eller fætter til hassel, Corylus avellana. Navnet hænger vist sammen med, at bladene har en vis lighed på de to buske. En sammenhæng, der går igen i det latinske navn, for Corylopsis betyder faktisk hassel lignende.

Hamamelis intermedia-57

Så er hasselbror tættere beslægtet med en anden forårsbebuder nemlig troldnød, Hamamelis intermedia, for de tilhører botanisk set begge troldnødfamilien. De gule blomster har lyst op i al slags vejr incl. snevejr siden slutningen af januar, men nu er ballet ved at være forbi. Troldnød har heller ikke noget med hassel af gøre, men frugterne ligner nødder lidt. Frugtkapslen åbner med et smæld, så frøene indeni slynges langt væk. Det er troldnødde trolddom.


Staudestøtte naturel

$
0
0

Staudestøtte pil-21

Det gamle piletræ skal holdes i ave med beskæring, og så kan de lange, bøjelige skud, der bliver klippet af, jo lige så godt bruges til noget fornuftigt. Nu er et bundt blevet til en hyggelig støttepædagog for en af de stauder, der har status af yndlingsplante – indtil den begynder at vælte ud til siderne efter en regnbyge. Det sker hvert år. Pilegrenene er ganske enkelt stukket i jorden rundt om stauden, der myldrer frem i jordoverfladen. De er lige samlet i toppen med et smart, nyt produkt fra Nelson Garden. Det ligner sejlgarn men har en ståltråd i midten, så det er nemt at få til at holde. Til slut er to tynde grene flettet ind i buerne til at holde på skuddene, når de vokser op igennem buret.

Trifolium pannonicum-1

Hermed er den smukke, cremefarvede kløver, Trifolium pannonicum, kommet i bur og vil forhåbentlig bevare sin yndlingsstatus lidt længere i år.

Trifolium rubens-7

Jeg må vist i gang med en serieproduktion … I hvert fald skal den rosa kløver, Trifolium rubens, også have støtte, så jeg undgår en gentagelse af sidste års sørgelige udgang på blomstringen.

Trifolium rubens-1

 

Trifolium rubens er nemlig også en ualmindelig dejlig staude, der helst skal holde sig oprejst i en lang periode.


Hvide dejligheder

$
0
0

Helleborusbedet-26

Luften over påskeklokkerne er pludselig fyldt med små, hvide, dinglende blomsterklokker. Det går bare stærkt i haven lige nu, hvor hver dag byder på nye udspring.

Leucojum aestivum-26

Her er det sommerhvidblomme, Leucojum aestivum, der skruer op for charmen og gør lidt ekstra ud af bedet, hvor påskeklokkerne stort set har haft scenen for sig selv indtil nu.

Narcissus Thalia-26

I “det hvide bed” har ugen også budt på fornyelse, for ikke at sige sæsonpræmiere. Først sprang tulipanerne ud, og nu står også den smukke, hvide narcis, Narcissus ‘Thalia’ i fuldt flor. Jeg tror faktisk, det er min favorit narcis…

Dicentra spectabilis Alba-26

Med til billedet af “det hvide bed” netop nu hører også den hvide løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis ‘Alba’ der har foldet de første hjerteblomster ud med lige så stor forbløffelsesværdi som altid. Tænk, at blomster kan være hjerteformede. Det er da godt fundet på.


Duftende æbleblomster her og der

$
0
0

Malus-59

Det er ikke så underligt, at duften af æbleblomst dukker op som salgsargument for diverse rengørings- og hygiejne produkter. Men der er nu ikke nogen af dem, der kommer bare i nærheden af den ægte vare. Duften af æbleblomster hører til havens allerbedste. I den vilde del af haven står der et oldgammelt æbletræ og lider voldsomt under de skyggefulde forhold. Haven må have set helt anderledes ud, dengang det blev plantet. Det giver ikke æbler af betydning derinde i skoven, men blomstringen… wow. Lange tynde grene hænger ned fra det gamle træ, og lige nu er de fyldt med duftende blomster. Det ligner guirlander eller julepynt. Et dejligt syn.

Malus-57

Et af mine absolutte yndlingstræer i haven er det æbletræ, der står bag køkkenhaven på grænsen til skoven. Det er heller ikke for æblernes skyld, for de er nærmest uspiselige, hvis man ikke er en solsort. Men her i blomstringstiden er det fyldt med duftende blomster og ligner et motiv for en guldaldermaler.

Malus sargentii-15

Sargentsæble, Malus sargentii, har jeg selv plantet i et af staudebedene. En dejlig og robust busk, der blomstrer med en sky af hvide æbleblomster lige nu.

Malus sargentii-16

Duften af æbleblomst rammer, når man går forbi, og busken er bare så sød både nu og senere på sin egen lidt vilde måde, der passer godt ind i omgivelserne her. Den får ikke egentlige æbler men små røde bæræbler, der er vældig dekorative i sensommeren.

 


Selvstændige sommerblomster

$
0
0

Orlaya grandiflora-35

Det er ikke nogen hemmelighed, at blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, er en af mine yndlingssommerblomster. Derfor blev der taget frø af planterne sidste år men for en sikkerhed skyld også indkøbt nye. Der blev sået og passet, priklet og plantet, og det er alt sammen meget godt og rimeligt vellykket. Nu viser det sig bare, at sidste års planter på fornem vis har klaret det med formeringen selv. De selvsåede planter blomstrer nok så fint nu – noget tidligere end de forspirede – og planterne er også både større og stærkere end de udplantede.

Orlaya grandiflora-36

Det er et absolut hit her i haven. Blomsterkørvel er en skærmplante, der ikke ligner nogen anden med de asymmetriske og uregelmæssige blomster i lette skærme. Dem må der gerne komme rigtig mange af.

Papaver dubium-1

Den vilde gærde valmue, Papaver dubium, hører for så vidt ikke hjemme i blomsterbedet, som den selv har fundet vej til. Men de røde silkepapirsblomster, der popper op som overraskelser mellem de endnu grønne stauder lige nu, er da ikke til at stå for. Kunsten er at få planterne luget, før de danner frø. Det er de nemlig rigtig gode til, og nu skal blomsterbedet jo ikke blive til en valmuemark.

Erysimum chieri Poem Pastel-35

Sidste års lækre krukkeplante, gyldenlakken Erysimum cheiri ‘Poem Pastel’ blev forsøgsvis plantet ud i blomsterbedet sidste efterår. Det overlevede den ikke, men til gengæld nåede den at stifte familie. Blomsterne på de selvsåede planer ligner meget godt forældrene med den fantastiske farvekombination af violette og lysegule nuancer, men planterne er ganske lave, nærmest tæppedannende og blomsterstænglerne ikke over 15-20 cm.


En ganske særlig sommerfuglebusk

$
0
0

Buddleja alternifolia-17

For nogle år siden forelskede jeg mig pladask i småbladet buddleja, Buddleja alternifolia, på en rejse til Holland. En nær slægtning til sommerfuglebusk, Buddleja davidii. De helt sart lyslilla blomster på de lange buede grene i samspil med det sølvgrå løv er simpelthen i en klasse for sig. Der blev rystet en del på hovederne af mine forsøg på at opdrive den til haven, så det endte med, at jeg måtte på shopping i Holland. Busken er sart, skal det siges, og da den blomstrer på sidste års skud, er tilbagefrysning ensbetydende med nul blomster.

Buddleja alternifolia-16

Men som før nævnt, ligger haven her dejlig lunt, og busken har ikke misset en blomstring et eneste år. Når den ikke lige blomstrer, er den lidt strittet at se på men ikke mere, end at forventningens glæde langt overskygger det.

Buddleja alternifolia-15

Blomsterne dufter let og rart, så insekterne sværmer glade om dem. Og sandelig om ikke også der kom en flosset, gammel sommerfugl forbi og fik sig en kop nektar med minder om sidste sensommers gode dage, da den ung og frisk mæskede sig i den “rigtige” sommerfuglebusk.



Blå favoritter i staudebedet

$
0
0

Baptisia australis-14

 

I det blå bed er farvebælg, Baptisia australis sprunget ud med sine smukke spir af blålilla blomster. Den kan minde lidt om en lupin, men både blomsterspirene og løvet er lettere og lidt mere elegant efter min mening.

Baptisia australis-16

Ved mit besøg i den hollandske staudeplanteskole De Hessenhof for nogle uger siden investerede jeg i endnu en farvbælg, Baptisia ‘Chocolate Chip’. Den kommer næppe til at blomstre i år, så jeg må ruste mig med tålmodighed og glæde mig til de chokoladebrune blomster næste år.

Codonopsis ovata-2

 

Sidste år købte jeg den betagende himalaya snerleklokke, Codonopsis ovata, ved et besøg hos De Hessenhof. Jeg har været spændt på, om den spinkle plante ville kunne klare vinteren, men det kunne den heldigvis. Nu står den nok så fint  med sine dinglende klokkeblomster, der har en helt ubeskrivelig farve. Næsten ikke blå men så alligevel… Den er hermed ophøjet til yndlingsplante.

 


Skønne skælhoved

$
0
0

Cephalaria gigantia-22

Der var nogle planter, der var mere heldige end andre, da der blev delt navne ud. En af de mindre heldige er skælhoved, Cephalaria gigantea. Skælhoved … helt ærligt. Det er en umådelig smuk og yndefuld staude, der fortjener bedre. Den hører bestemt til en af yndlingsplanterne her i haven. Den blev oprindeligt plantet i det rosa bed, før det fik det prædikat, og nu bliver den stående. Den er ikke vild med at blive flyttet rundt på, for den har en kraftig pælerod. Til gengæld klarer den tilværelsen  på det meget tørre voksested til ug og hænger bare lidt med bladene, når det bliver for meget.

Cephalaria gigantia-17

Skælhoved er en kæmpestaude med en stor bladroset og blomsterstængler, der strækker sig flere meter til vejrs. Der hænger de sart lysegule, skabiose lignende blomster så, og svajer nok så fint i vinden. Blomsterstænglerne er smidige og fleksible, og jeg har aldrig oplevet, at de vælter. Lækkert, let og elegant. En staude efter mit hoved.

Cephalaria gigantia-20

En sidegevinst ved skælhoved blomsterne er, at de er alletiders trækplanter for bier og sommerfugle. Især humlebierne er vilde med dem, så der er altid et leben i luften omkring blomsterne.


Kærtepileurt klarer det hele

$
0
0

Polygonum amplexicaule-28Kærtepileurt, Polygonum amplexicaule, har en stor stjerne her i haven, hvor stauden indgår som fyld, baggrund og muntert indslag, når blomsterstandene tegner røde streger i luften her og der og allevegne, det meste af sommeren.

Polygonum amplexicaule-25Kærtepileurt er nok en af de mest alsidige stauder, jeg kender. Jeg har i hvert fald endnu ikke fundet steder, hvor den ikke vil gro. Og forholdene her på matriklen er som tidligere nævnt temmelig udfordrende med den meget tørre sandjord.

Polygonum amplexicaule-26Selv helt ude på den tørre skrænt, der ellers er ret umulig at have med at gøre, står den nok så fint og blander sig med de vilde blomster til et lille stykke blomstereng, der danner bagkant på staudebedene på kanten.

Polygonum amplexicaule-27Kærtepileurt er også plantet bagerst i bedet under den gamle ene, hvor der ikke alene er knastørt men også temmelig skyggefuldt. Selv der vokser den fint og frodigt. Det eneste, man i virkeligheden skal være obs på, er, at den skal holdes i ave, hvis ikke den skal overtage hele haven, for endnu et tegn på dens trivsel er, at den gerne vil brede sig.

 


Lækker, måneskinsgul skabiose

$
0
0

Scabiosa ochroleucra-19En af mine erklærede favoritstauder er den måneskinsgule skabiose med det halsbrækkende latinske navn, Scabiosa ochroleucra. Den blomstrer lige nu mange forskellige steder i haven og fylder luften over bedene med lysegule pletter.

Scabiosa ochroleucra-16Planterne vokser så mange steder, fordi de er rigtige gode til at så sig selv. De er især glade for kanterne af staudebedene, formentlig fordi det er der, der er lys til de spæde, nye planter. Til gengæld er der også typisk knastørt, men det generer tydeligvis ikke det mindste.

Scabiosa ochroleucra-21

Det er præcis den lethed og ynde kombineret med den charmerende vildskab, der gør skabiosen, der burde have et smukt dansk navn, så dejlig set med mine øjne.

Scabiosa ochroleucra-17

Den lysegule skabiose giver dynamik og bevægelse i staudebedet, fordi de fine blomster og de lige så fine frøstande konstant er i bevægelse. Samtidig er sommerfugle og bladlusædende svirrefluer vilde med blomsterne, så det er endnu et plus.

 


Storkenæb med store evner

$
0
0

Geranium Rozanne-31Århundredets bedste nye plante. Den fornemme titel gik til storkenæb sorten, Geranium ’Rozanne’, da publikum ved det legendariske Chelsea Flower Show i London, stemte på deres favoritplanter i 2013 i anledning af blomsterudstillingens 100 års jubilæum. Sådan som Geranium ’Rozanne’ præsterer her i haven, er jeg tilbøjelig til at erklære mig enig.

Geranium Rozanne-30Den smukke storkenæb vokser mange steder i haven, for der er ikke noget bedre end en staude, der blomstrer ufortrødent fra juni til frosten lukker ballet for i år. Og det gælder altså også på den tørre sandjord er i haven, hvor den udmærker sig både i skrap, fuld sol og i halvskygge. Den klapper lidt sammen, hvis den virkelig tørster, men rejser sig igen, når den har fået en kande vand.

Geranium Rozanne-32I løbet af sommeren kommer en enkelt plante til at dække i hvert fald en kvadratmeter. Skuddene udvikler sig til lange, blomstrende ranker, der blander sig yndefuldt med nabostauderne og binder helheden smukt sammen.

 


Pink favoritter i staudebedet

$
0
0

Chelone obliga-10Det pink bed har traditionen tro været lidt længe om at komme ordentligt i gang. Men lige nu skal jeg love for, at bedet giver den fuld skrue takket være en hel stribe lækre, sensommerblomstrende stauder, sommerfuglebusken, Buddleja davidii ‘Pink Delight’ og en vildt blomstrende hortensia, Hydrangea macrophylla. Duehoved, Chelone obliqua, er på sit højeste netop nu. En stor og fyldig staude, der bliver flottere år for år og efterhånden kræver en del plads.Physostegia virginiana-10Faktisk har duehoved skubbet en del til drejeblomst, Physostegia virginiana, men det gør ikke så meget, for drejeblomst er alligevel en af de stauder, der farer rundt i staudebedet, så man aldrig rigtig ved, hvor man har den. Ret charmerende, synes jeg, når de fine blomsteraks dukker op både hist og pist.Liatris spicata-10Pragtskær, Liatris spicata, føler sig vist også lidt presset, der er i hvert fald ikke så meget af den, som der har været. Den må hellere komme på efterårets to-do liste, så den kan blive flyttet til bedre betingelser. Men foreløbig får den fred for blomsterne hører med til billedet i det pink bed i september.Verbena hastata Pink Spires-11En dejlig staude, der ikke lader sig kue, er spydverbena, Verbena hastata ‘Pink Spires’, som er helt umulig at stå for med de utallige små spyd af sart pink blomster.

 


Bonusblomster på en bonusdag

$
0
0

Dahlia 'Apricot Desire'-1Der er ikke meget, der slår sådan en solbeskinnet septemberdag med froskost på terrassen og en have, der endnu har masser af blomster at byde på. Trods alle mine krumspring for at få Dahlia hurtigt ud af starthullerne, er det først nu, de så småt er begyndt at blomstre. Dels som følge af rutinemæssig tilbageknibning udført af snegle, dels vel på grund af den kølige sommer. Men nu er Dahlia ‘Apricot Desire’ da i gang. Det gør den ret godt, synes jeg.Zinnia elegans 'Envy'-1Da første omgang spinat var høstet i køkkenhaven, blev der sået en række af den skønne, limegrønne frøkenhat, Zinnia elegans ‘Envy’. Der er altså en naturlig forklaring på, at den først blomstrer nu, men lækkert, at den gør det, så der er nyt til havebuketterne.Calendula officinalis-28Køkkehaven byder også på absolut selvsåede morgenfruer, Calendula officinalis, der får lov at stå, nu hvor der er plads nok mellem de sidste grønsager. De er jo også fine til afskæring. Rækken af mere civiliserede morgenfruer, den smukke sort ‘Triangle Flashback’ er blevet ryddet, og der er samlet frø. Det var nu nok ikke nødvendigt, i hvert fald myldrer frøplanterne frem i et tæt tæppe, der nok kommer til at koste lidt hakkearbejde.Nicotiana alata 'Alba'-28Endnu en sommerblomst, der diverterer med bonusblomster her i september efter at have blomstret i månedsvis, er den hvide vingetobak, Nicotiana alata ‘ White’, som jeg totalt har forelsket mig i. Blomsterne er så smukke og dufter så dejligt, og samtidig har den klaret de barske vækstbetingelser her i haven uden at kny. En plante efter mit hoved.



En ganske særlig høstanemone

$
0
0

Anemone Wild Swan-23Jeg er faldet uhjælpeligt for den ret nye sort af høstanemone, Anemone ‘Wild Swan’, der blomstrer så smukt netop nu. Det er et helt fantastisk farvespil, der er imellem blomsterne.Anemone Wild Swan-14Det skyldes, at cirka hvert andet kronblad har en syrenfarvet tegning eller stribe på ydersiden.Anemone Wild Swan-16Ser man blomsten forfra, er den rent hvid som så mange andre høstanemoner. Det er den kombination, der resulterer i det helt særlige farvespil.Anemone Wild Swan-8Blomsterknopperne er en hel historie for sig selv, når de begynder at folde sig ud som små klokker i hvidt og lilla. Anemone ‘Wild Swan’ er hermed udnævnt til ny yndlingsplante her i haven.


Virkelig vilde høstfarver

$
0
0

Hamamelis x intermedia-46Der er stor forskel på, hvornår og hvor meget havens forskellige træer og buske får flotte høstfarver. En af dem, der kommer først og for alvor er i gang nu, er troldnød, Hamamelis x intermedia. Busken har været temmelig diskret og helt almindelig grøn hele sommeren, men jeg skal love for, at den tager revanche nu og stjæler hele billedet.

Hamamelis x intermedia-47Bladene er både gule, orange og røde og får busken til at se helt fantastisk ud, når den rammes af en solstråle.

Hamamelis x intermedia-45Alle haver burde i virkeligheden ha’ en troldnød. Samtidig med festfyrværkeriet, der går i luften lige nu, kan man nemlig glæde sig over, at næste haveårs første blomster er stærkt på vej. Blomsterknopperne putter sig foreløbig ind til grenene, men allerede i januar springer de ud, hvis vejrguderne ikke er alt for bistre. Så busken er altså god for to af årets rigtig gode haveoplevelser og har selvfølgelig en sikker plads på listen over yndlingsplanter.

 


Julerosen er tyvstartet

$
0
0

Helleborus niger-17Det er langt fra hvert år, at julerose, Helleborus niger, når at springe ud til jul. Men i år er den ligefrem kommet foran og står allerede nu og lyser op i novembermørket med sine smukke, snehvide blomster. Så nu har haven julepyntet sig selv, inden jeg overhovedet er kommet i gang.Helleborus niger-18Julerosens blomster er så fine og forårsagtige, at det nærmest er magisk, når de  springer ud midt i vintermørke og -kulde. Heldigvis er der masser af knopper i planterne, så der er nok også udsprungne blomster at glæde sig over i julemåneden. Blomstringen varer jo dejligt længe.Helleborus niger-19Juleroserne i haven er kommet til som julekrukkeplanter. Efter krukkekarrieren er de blevet genbrugt i haven, hvor de tydeligvis trives godt med forholdene. Jorden er porøs og fyrretræernes nedfaldne nåle, der på denne årstid ligger overalt i haven som et blødt gulvtæppe, skaber et ideelt mikroklima om planterne, ganske som staudebogen foreskriver.


Krukkerier med juleroser

$
0
0

Helleborus niger-17Mon ikke vi er mange, der uden tøven vil erklære julerose, Helleborus niger, for årstidens absolutte yndlingsblomst? Jeg vil i hvert fald. Jeg er helt solgt til de smukke, snehvide blomster, der trodser enhver fornuft og springer ud midt i vintermørket. Det står de så og lyser op trods både frost og sne. Bøjer hovederne lidt, når det går hårdt til, men retter sig optimistisk igen, så snart det bliver mildere.

Helleborus niger-16Derfor hører krukker med juleroser til de faste juletraditioner her i haven. Jeg har fået fat i en flok store, sprøde, danskproducerede eksemplarer af den slags, der er helt perfekte til krukkebrug. Gode rødder, der næsten er ved at sprænge potten, masser af knopper på vej og smukke mørkegrønne blade. Det kan simpelthen ikke gå galt, når de bliver plantet i de store betonkrukker på trappen.

Helleborus krukker-8Julerosekrukkerne har fået følgeskab af sølvgrå overlevere fra sommerkrukkerne. Sølvtråd, Calocephalus brownii, og gråblad, Senecio bicolor, lyser fint op ligesom julerosens hvide blomster og viser sammen med hvide lanterner vej til fordøren. Julerosekrukkerne kan man erfaringsmæssigt have glæde af til langt ud på foråret. Og jeg kan i hvert fald sagtens abstrahere fra navnet og glæde mig over de hvide blomster, længe efter at alle andre julerier er blevet bandlyst både inde og ude. Når jeg skal bruge krukkerne til forårsblomster, bliver juleroserne plantet ud i haven, hvor de villigt tager plads i staudebedene.

 


Ugens yndlingsplante – hver uge

$
0
0

Ugens yndlingsplante er en ny ide på www.helthenihaven.dk Der er jo noget nyt at glæde sig over i haven hver uge, så nu får ugens bedste overraskelse sin egen plads i panelet til højre. Når ugen er omme, og den næste uges yndlingsplante kræver sin plads, ligger ugens yndlingsplante fortsat under menuen Ugens plante, hvor […]

Indlægget Ugens yndlingsplante – hver uge blev vist første gang den Helt hen i haven.

Viewing all 28 articles
Browse latest View live